Godkendelsen

- Jg.1933, Nej. 18 -

Tyskeren Reichstag er på 21. marts mødtes med en ukendt ceremoni: at begrave sig selv.

Historien er rig på ironi. Men et parlament, der slukker for sig på denne måde, et parlamentarisk sanktioneret diktatur som den nuværende tysker: dette er virkelig ikke en almindelig begivenhed.

Det kan siges i dag, at Hitler i løbet af et par uger er kommet langt, som Mussolini tog lige så mange år til. Det er næppe overdrevet.

De forventninger, som nogle mennesker havde stillet til centret inden det sidste Reichstag-valg, blev hurtigt til vand. Centret har ikke brugt sin "nøgleposition". Uden centrum, selv efter udvisningen af ​​kommunisterne (som man kunne forvente fra starten), var der ikke noget flertal i Rigsdagen for en forfatningsændring bemyndigelseslov tilgængelig. Hvis herres parti Kaas og Brüning havde nægtet at udsende en sådan blanket-godkendelse, ville regeringen ikke have haft deres hænder fuldstændigt, i det mindste ikke så hurtigt frigivet, til nu fire års ubegrænset kontrol over Tyskland.

(Mens dette skrives, er terningerne endnu ikke faldet, men du ved, hvordan de vil falde og kan risikere at tale om fremtiden i fortiden.)

Hvad er der muligvis aftalt i drøftelserne, der gik forud for denne løsning fra regeringen Hitlers og centrets side?

Ville det være let for de mænd, der havde været beslutsomt involveret i tysk politik i fjorten år (centret var politisk, hvis ikke numerisk, i lang tid det stærkeste parti efter krigen) at have givet så fuldstændig op? Uanset om de er opmærksomme på det ansvar, som dette afkald betyder?

Har panache fra det nationale oprør fortryllet dem? Ønskede du at give de nye mænd, der har planlagt så meget, en "chance"?

Selvfølgelig kan regeringen nu arbejde som ingen før den. Den tidligere Rigsdag med sine flertal, der lammer enhver målrettet aktivitet, hører fortiden til. Man kan forstå, at en premierminister skal være glad for at have denne blok fra benet. Man kunne endda tillade, at en mand fuld af energi og frugtbare ideer kunne bevæge sine arme. Men…

De sidste års Reichstag var en umulighed. Han var virkelig værd at synke. Hestehandel med regeringsformationer, som vi så ofte har oplevet, var en modbydelig skue. Men er ikke nogen Reichstag virkelig bedre end en dårlig Reichstag?

Det var selve Reichstag, at sikker på, at Weimar-forfatningen har ført til absurditet. Som en regeringsopbyggende myndighed var han simpelthen ubrugelig i de tyske partiforhold. Men herrer fra centrum, er det ikke meget farligt, hvis han nu også er slukket som tilsynsmyndighed? [...]

1933, 13 · Erich Schairer