- Yg. 1922, No. 35 -
Jo mere uholdbare forholdene bliver hos os i Tyskland, jo mere lyder advarslen: Det burde regeringen. Det er altid det samme. Man ønsker det eget initiativ erstattet af en ordre. Når behovet er størst, tildeles man trofast efter den gamle vane hos dem, der er der, som vil ordne og rette tingene. En let kilde til søde love er at strømme gennem det tørre land og trylle igen den gamle frugtbarhed, der engang eksisterede uden lovene eller på trods af lovene. Hvad er nutidens mand uden regeringsdekret og ekstraordinære foranstaltninger? Han kan ikke forestille sig livet uden hende mere.
Ulykken, vanskelighederne, kaoset går hurtigt, lovene kryber. Det tager normalt lang tid, før de fremstilles af et besværligt lovgivningsmaskineri, og når de endelig er under mange kompromiser, er de som regel sådanne fejl, at ingen virkelig kan nyde dem. Derefter går de først gennem de respektive Privy Council-kamre og kontorer, uanset hvor rabbinske 14-implementeringsbestemmelser sørger for, at det, der stadig skal arbejde på dem, til fordel for de arbejdende mennesker, går til helvede. Men emnet i hans blinde tro på loven venter nu tålmodig på den gode virkning af det nye dekret, hvis unøjagtige begravelse allerede er besluttet af de enkelte myndigheder. Men hvis han bemærker, at den nye lov ikke bringer frelse, kræver han en ny lov. Og regeringen, lovlydige som den er, ellers ville den ikke være en regering, laver nye bændelormlignende love.
Også den blinde mand ser gradvist, at man omsider må håndtere det onde med andre, mere virkelige midler. Ikke efter slagskriget: det er sådan, det foregår, hvorefter alt efter erfaring er foregået, men ud fra erkendelsen af, at man ikke skal skyde efter ærter med elefanter. Under alle omstændigheder, når fagforeningerne i vanskelige situationer forsøgte at pålægge regeringen vilje med ethvert krav, lød opkaldet fra hjælperegeringen straks. Og underligt nok kom dette omdømme altid fra den side, der sammen med den repræsentative regering altid havde været hjælpestyrelsen med langt flere magter. Det er tydeligt, at denne kapitalistiske underordnede regering, der trods alt er hovedregeringen i Tyskland, var pinlig og farlig i udseendet af en ny datterselskabsregering. I sådanne øjeblikke var hun bekymret for lovgivningsapparatet, som altid var så smukt ubemærket og tilfældigvis gav folk mulighed for at leve videre i deres illusioner. Nemlig, at love kan gøre en grundlæggende forskel og forhindre erkendelsen af, at kun formen for trængsel ændrer sig og intet andet.
De store grupperinger af magtfulde økonomiske organisationer er nu mere reelle magter end staten, de gør lovgivningen i nogle henseender illusorisk af deres økonomiske monopolstilling. Regeringen mangler simpelthen magten til at gøre Folkets stat, opbygget med en så ærlig vilje, til et faktisk nationalt samfund, hvor rentebinding og kapitalisme ikke længere er muligt. Regeringen skal handle mod uger, men de almægtige karteller kan roligt udøve deres pristediktatur. Regeringen bør skabe en genopretning af vores nationale organ, men den er ikke stærk nok til at forhindre industrien i at ophøre med sin forretningsmæssige adfærd i retning af at fremme den tyske generelle økonomi, men blot gå videre fra synspunktet om at tjene og udvide sin egen magt. Diktaturet for kapital, industri og jordsejerskab kan ikke skabes af regler fra verden. Disse kræfter er for reelle. Man kan kun kontrastere dem med en tilsvarende magt, det er forbrugernes magt i forhold til producentens. Kraften ved kapitalarbejde og desto større: forbrugernes konsensus.
Erkendelsen må endelig sige: ikke regeringen skal, men jeg skal, jeg kan, jeg må. At klage over og vente på redningsordinancer skal endelig give efter for en målrettet procedure, der undergraver et udnyttende system ved dens rødder. Hvorfor klage over udnyttelsen af de erhvervsdrivende og kræve en lov imod den, hvis du har det i dine hænder på ethvert tidspunkt, bare ikke kan udnytte og være overdreven? Hvorfor skulle ikke så mange tusinder af forbrugere være i stand til at tage køb af deres varer i egne hænder, og hvorfor skulle det ikke være muligt med et lille initiativ at få en vis grad af forbruger- og samarbejdsbevægelse? at du dækker alle kooperativets behov og ikke kun en lille procentdel?
Det er her, den virkelige kamp ville begynde mellem kapital og arbejdskraft, mellem udbytter og forbruger. De enorme økonomiske magtfaktorer i forbrugerkooperativerne kunne bryde de store kapitalistiske økonomiske organisations eneste styre og så meget mere effektivt opnå det, der stræbes efter i dag gennem lovgivning ovenfra. Den vildfarne vildfarelse af emnet skal vige for det frie initiativ for alle socialt sindede mennesker, der ikke ønsker at komme til en ny samfundstilstand fra forordningen, men fra overbevisningen. Hvis befrielsen finder sted på denne måde, overvindes faren for, at det man stræber efter som socialisme bliver et magtfuldt bureaukratisk vandhoved med et hierarki af embedsmænd i stedet for en organisk struktureret social orden grundlagt på det bedst mulige grundlag. Derefter kommer folk også mere og mere fra statens helot, der er ansvarlig for afsnit, til "regeringens burde" til en ægte indre frihed, der ikke håber på ordinancer og love, men alt fra sig selv som en fri, uafhængig person.
1922, 35 Hermann Mauthe